| Oblicatorisk energimærkning
af store ejendomme
En ny lov til fremme af energi- og vandbesparelser, der trådte
i kraft den 1. januar 1997 medfører, at større ejendomme
skal energimærkes én gang om året.
Ordningen, som er obligatorisk, er et led i regeringens seneste
energiplan, "Energi 21".
Godkendte, særligt uddannede energiledelseskonsulenter skal
årligt registrere varme-, vand- og el-forbruget i forhold
til forbruget i andre ejendomme med samme anvendelse. På denne
baggrund bliver der udarbejdet en energihandlingsplan, som ajourføres
én gang årligt. Denne nye ordning træder i stedet
for varmekonsulentordningen (VKO).
ELO-konsulenternes ydelser.
Energiledelseskonsulenterne har gennemgået en af Energistyrelsen
godkendt efteruddannelse, som efterfølgende afsluttes med
prøve. Konsulenterne gennemgår årligt ejendommens
registrering af forbrug af vand, varme og el. På baggrund
af disse registreringer udarbejder konsulenten et energimærke
for ejendommen, hvoraf fremgår forbrug og CO2-belastning (miljøbelastning)
i forhold til andre ejendomme af samme kategori.
Energiledelseskonsulenterne udarbejder ligeledes en energiplan,
som fremkommer ved, at den energiansvarlige for ejendommen sammen
med energiledelseskonsulenten laver en årlig bygningsgennemgang,
hvor ejendommens energimæssige tilstand og installationernes
driftstilstand vurderes. Af energiplanen fremgår relevante
energi- og vandbesparende foranstaltninger. Hvis ejendommen er særlig
kompliceret, kan gennemgangen tages over flere år - dog maks.
5 år. Hvert år vil energiplanen blive taget op til revision
for at følge evt. besparelser.
Årlig energimærkning.
Energiledelsesordningen (ELO) omfatter alle ejendomme med et samlet
etageareal over 1500 m2 - både private og offentlige. Ordningen
gælder også for ejerforeninger, lejere af store erhvervslejemål,
samt offentlige ejendomme i stat, amter og kommuner.
Energiledelsesordningen omfatter dog ikke ejendomme, der anvendes
til industri, håndværk, landbrug, gartneri eller råstofudvinding
- alle registrerede med anvendelseskoder (BBR) 210 - 290. Ej heller
ejendomme med begrænset brugstid er omfattet af ordningen.
Ejerens forpligtelser:
Energiledelse er baseret på samarbejde mellem energiledelseskonsulenten
og ejer af / den energiansvarlige for den pågældende
ejendom. Ejeren er forpligtiget til at fremskaffe oplysninger omkring
ejendommens energi- og vandforbrug og driftsforhold. Ejeren skal
derfor registrere ejendommens forbrugs- og driftsdata månedligt
i en godkendt driftsjournal, som udleveres af energiledelseskonsulenten
efter aftale.
Ud over de førnævnte ydelser kan ejeren, hvis dette
måtte ønskes, få konsulenten til at vurdere de
forskellige data hyppigere end én gang årligt.
Der kan endvidere også laves projekter for de besparelsesforstaltninger,
som vil fremkomme af energiplanen. Dette skal dog honoreres særskilt.
|